Forside  | Om Bente Klercke Kriterier for støtte | Nyheder og publikationer | Bestyrelsen

 
 
    

Bente Klercke Rasmussen
 

Om Bente Klercke Rasmussen

Bente begyndte at interessere sig for historie allerede som barn, og da hendes mor, Tove Glud Rasmussen, begyndte at dyrke slægtshistorie, fulgte hun med på Landsarkivet i Viborg allerede som 13-årig i 1980. Hendes interesse for slægtshistorien medførte, at hun besluttede sig for historiestudiet efter studentereksamen, og allerede i 1990 begyndte hun at undervise i slægtshistorie på FOF i Århus. I 1994 blev hun indvalgt i bestyrelsen i Slægtshistorisk Forening, Århus og blev næstformand.

Bente blev cand. mag. i historie og middelalderarkæologi i 1996 og fortsatte herefter sin undervisning, som blev gradvis udvidet og suppleret med foredragsvirksomhed og artikelskrivning. Slægtshistorien førte over til lokalhistorien, og hun blev leder af Viby lokalhistoriske Samling i 1997, hvilket medførte, at hun i 2001 blev formand for Arkivudvalget i Århus.

I 1998 blev Bente medlem af bestyrelsen i SSF (Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger) og blev i 2000 kasserer. Her kom hun til at kende kollegaen Jytte Skaaning, og de skrev sammen i 2002-03 bogen "Find din slægt - og gør den levende", håndbog i slægtshistorie. Bogen udkom på eget forlag i december 2003. Bogen fik gode anmeldelser og udkom i 2. udgave på Syddansk Universitetsforlag i december 2006.

Selv om slægts- og lokalhistorie var Bentes store interesse fik hun dog også plads til andet. Hun blev i 1993 medlem af menighedsrådet i Sct. Lukas Kirke i Århus og var i årene 1997-2001 menighedsrådsformand. Hun var ved sin død stadig medlem af menighedsrådet, og var på opstillingslisten til menighedsrådsvalget i efteråret 2004.

I april 2004 fik Bente konstateret brystkræft, og hun døde efter fem måneders sygdom den 21. september 2004, 37 år gammel. Når "Rasmussen" ikke er medtaget i fondens navn, skyldes det, at Bente altid kun kaldte sig Bente Klercke.